Marathon, himmel eller helvede?

Medaljen fra Berlin Marathon

Medaljen fra Berlin Marathon

Så er det vist på tide at drage et par konklusioner efter min første marathon. Berlin Marathon 2011 har i lang tid præget min hverdag og nu er det endelig overstået. Hvordan klarede jeg mig igennem, levede det op til forventningerne, hvordan var det så? og skal jeg gøre det igen? Spørgsmålene er mange og her følger svarene…

Bustur og afhentning af startnummer

Lørdag den 24. september var der afgang med bus fra Aalborg med Marathon Travel Club som arrangør. Turen var beregnet til 11 timer og den tidsplan holdt nogenlunde. Kort efter ankomst til Berlins gamle og nu nedlagte lufthavn Tempelhof stod den første prøve. Vi skulle nemlig afhente vores startnummer. Jeg havde frygtet flere timers kø da Berlin Marathon tæller over 50.000 deltagere. Jeg blev dog positivt overrasket, da det gik op for mig at udleveringsbåsene var delt op i nummerorden og med et hav af udleveringsbåse så var der stort set ingen kø. Meget velorganiseret.

Hotellet

Herpå gik turen straks til hotellet, Motel One Tiergarden (An der Uraniastrasse). Havde hjemmefra kun set at der stod “motel” på rejsebeviset og jeg havde derfor ikke de store forventninger. Jeg blev dog positivt overrasket. Det viste sig at være et virkelig flot hotel, hvor lobbyen var indrettet med turkisfarvede Svane-stole og gennemført lækkert design. Værelserne ligeså i rigtig god stil og med gode badeforhold. Ydermere vare hotellet placeret 2 minutters gang fra de kæmpemæssige shoppingcenter KaDeWe og 20 minutters gang fra Sejrssøjlen hvorfra startskuddet gik den efterfølgende dag.

Kosten dagen før

Hvad spiser man dagen før et marathon? Ja for mit vedkommende blev det kalunsandwich i bussen, kombineret med frugt, pastasalat, cola og vand. Det sidste måltid aftenen før stod på en risret med lyst kød (kylling) og i rigelige mængder cola på en nærliggende restaurant. Tilbage på hotellet spiste jeg en chokoladebar og drak en masse vand inden jeg faldt i søvn ved midnatstid.

Morgenmad før marathon

Startskuddet gik kl. 9.00 men inden da var jeg stået tidligt op for at bade og spise en stor portion morgenmad bestående af lyst og grøft brød med ost, skinke og Nutella. Dertil lidt æg og en croissant samt et par glas juice og en kop kaffe. På vej ned i startområdet spiste jeg en banan og drak en masse vand ved de opstillede vandboder.

Kort sagt jeg synes jeg havde fået de optimale betingelser for at kunne præstere.

Manglende træning hjemmefra

Min største frygt var faktisk at jeg kun ville være i stand til at løbe ganske få kilometer grundet en skade som længe havde plaget mig hjemmefra. Jeg havde derfor undersøgt mulighederne hvis jeg ikke skulle gennemføre. Med mit startnummer kunne jeg få gratis adgang til u-bahn og s-tog således at jeg kunne komme hjem til hotellet. Dertil havde jeg også taget 10 Euro med i lommen til en eventuel taxa.

Startskuddet

Velankommet til startområdet var det ganske nemt at glide ind i den startblok hvorfra man blev sendt afsted. Alt var tydelig markeret, der blev uddelt plastisk ponchoer til at tage over så man kunne holde kulden ude mens man ventede på at starten skulle gå. Der var stemning af fest, høj musik og fælles opvarmning for dem der ville tage del i det. Alt i alt en kæmpe begivenhed og man kunne i den grad mærke spændingen. Jeg fik krammet og ønsket godt løb til mine kammerater og kort efter blev vi i grupper sendt afsted med nogle minutters mellemrum.

Sejrssøjlen i Berlin

Starten var præget af mange mennesker og derfor begrænset mulighed for at sætte tempo hvis man havde lyst til det. Det gjorde mig nu ikke noget, jeg nød turen og stemningen og kort efter starten passerede vi 3 km. mærket. Jeg havde dårlig nok bemærket at vi var kommet ud af startområdet og kort efter passerede vi første vandpost ved 5 km. mærket og det var faktisk først her løbet for alvor startede.

Den første halve marathon

Der var fest og stemning overalt. Der var tilskuere som var det en Alpe d’Huez etape under sommerens Tour de France. Sikke en stemning og hvor fedt med de mange danskere og live band rundt på ruten. Mest af alt mindede det vel om karnevallet hjemme i Aalborg. Jeg tog godt for mig ved de mange vandposter for temperaturen var tæt på 25 grader og fuld sol. Den første vandpost kom som sagt efte 5 km. og den næste efter 10 km. Herpå fulgte der vandposter for hver 2,5 km. Ved de fleste vandposter var der også energidrik, the, æbler og bananer.

Jeg tror der var mange der tog for meget ved boderne for jeg bemærkede at der var stor tilstrømning af løbere til de opstillede toiletter flere steder på ruten. Lidt efter lidt var der plads i feltet og jeg kunne sætte mit eget tempo og følge faktisk ingen problemer i bentøjet selvom jeg ikke havde trænet i næsten to måneder inden jeg tog hjemmefra. Så jeg var fortrøstningsfuld da jeg nærmede mig en halv marathon på under 2 timer.

Helvede på jord

Ved 21 km. mærket kunne jeg dog godt mærke at kræfterne begyndte at slippe op. Ikke konditionsmæssigt, men benene bar tydelig præg af manglende træning. Jeg fik ondt i ydersiden af den højre fod og det brændte hver gang jeg trådte ned på den. Mine lægge og lår var også dybt mærkede og jeg begyndte at mærke de første tegn på en snarlig krampe. På daværende tidspunkt havde jeg kæmpet mig igennem et par energi gels som egentlig gjorde at jeg konditionsmæssigt følte mig godt med, det kombineret med at mit tempo var stærkt faldende. Omkring 23 kilometer var der udsolgt i benene. Jeg måtte ty til et par smertestillende Ipren for at udholde smerterne i foden.

Efter et par kilometer hvor jeg følte alt som et helvede begyndte pillerne at virke men afstanden mellem kilometerskiltene føltes længere og længere. Enkelte steder var jeg sikker på at de havde glemt et skilt, men nej den var desværre god nok kunne jeg konstatere på mit Garmin ur, hvor jeg også kunne konstatere at min puls var lav, hvilket hang sammen med det manglende tempo. Smerten i foden var til at holde ud, men stadig stigende krampe gjorde at jeg måtte lave udspændingsøvelser og forhandle med mig selv om hvordan jeg kom videre efter mit stop og den ulidelige krampe.

Skærsilden brænder

Temperaturen var over 25 grader og der var tætpakket af folk overalt i gaderne. Jeg følte at jeg var den eneste der var i krise og kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle nå ud over de 30 km. Jeg forhandlede mig frem til at jeg løb ud til 28,5 km. mærket hvor der var en vandpost med energi gels, frugt og drikkelse. Så måtte jeg se om jeg kunne komme videre derfra.

Skiftevis gang og løb bar mig ud til de 28,5 km. og jeg kunne forsyne mig med rigelige gels og rigelige mængder vand og energidrik. Jeg forhandlede mig frem til at give mig selv 200 meters pause for hver gang jeg nåde et km. mærke. Det blev dog hurtigt til 300 meters gang og 700 meters løb – indimellem med udspændingspauser for kramperne var uudholdelige i både lår og lægge. Frem mod de 35 km. husker jeg ikke så meget. Smerterne var store og der var langt mellem kilometerskiltene, men jeg var på daværende tidspunkt nået så langt at jeg troede på at jeg kunne gennemføre.

De mange tilskuere var søde og tilbød vand og spurgte til om jeg var ok når jeg stoppede for at lave udspænding. Det var som om de bare ville at man skulle gennemføre. Sikke en hjertevarme. Og hvor var der mange danskere undervejs. Der var en fantastisk oplevelse. Op mod 1,2 millioner tilskuere var der på ruten gennem byen. Og de var uden tvivl en stor del af årsagen til at jeg fik mig kæmpet frem meter for meter.

Tæt ved 35 km. havde jeg også krampe når jeg gik. Bogstavelig talt kunne jeg hverken gå eller løbe, begge dele resulterede i kramper. Og jeg var flere gange ved at overveje at spørge de mange samaritter om smertestillende piller, men jeg undlod da jeg så et massage pitstop. Her gjorde jeg stop og fik 3 minutters massage på de ømme ben. Må tilstå at jeg ikke følte at det hjalp på kramperne og havde enormt svært ved at se hvordan jeg skulle komme til mål når jeg hverken kunne gå eller løbe.

Jeg var ikke den eneste

Jeg fik langt om længe et lyst øjeblik hvor jeg åbnede øjnene og kunne se klart omkring mig. Jeg var langt fra den eneste der var i krise. Folk faldt som fluer omkring mig med kramper, et par enkelte med ildebefindende måske på grund af varmen. En ældre mand faldt lige så lang han var. Heldigvis var der  læger og samaritter overalt i de kilometer. Mange kæmpede med kramper og store smerter som jeg selv. Men ens for alle så ville de hjem. Jeg skiftevis luntede og gik og fandt et par stykker der var i samme rytme så vi skiftedes til at overhale hinanden.

Selskab på turen

Omkring 36 kilometer spottede jeg ryggen af en af mine kammerater, Jacob. Han gik stille og roligt en 30 meter foran mig. Jeg kæmpede mig op til ham, gav ham et klap på skulderen og sagde nu skal vi sgu kæmpe os i mål. Han lyste op og vi løb cirka 100 meter side om side før jeg måtte foreslå at vi skulle gå. Den var han heldigvis helt med på. Vi gik nogle meter, jeg fik en halv energi-gel af ham og vi prøvede at løbe lidt igen. Jeg måtte slippe og lade ham løbe. Kramperne var for store. Jeg skulle strække ud. Efter udspænding løb jeg nogle meter og kom op til Jacob igen.

Vi gik lidt sammen men mine ben krampede næsten mere når jeg gik en når jeg løb. Så jeg måtte løbe, eller rettere lunte for at holde dem igang. Jeg løb fra Jacob men vi aftalte at mødes i mål. Det hører dog med til historien at han var startet i en startblok 10 minutter efter mig.

Herfra kunne jeg næsten ikke gå. Det gjorde simpelthen for ondt. Men det var som om at der nu ikke var nogen vej tilbage. Benene ville bare i mål så jeg kunne få pause og jeg luntede stort set de sidste 3-4 kilometer uden pauser for så krampede benene.

Opløbet

Igen var jeg sikker på at de sidste kilometerskilte var fjernet for der var godt nok langt imellem. Jeg ændsede ikke det mindste hvor jeg var og vil sikkert ikke kunne genkende bygninger eller lignende for jeg så intet omkring mig, jeg hørte blot tilskuerenes hujen og læste et par skilte, især et bed jeg mærke i med et tekst der lød noget i stil med; “Pain is pride, You are heros”. Inden jeg vidste af det kunne jeg spotte en oppustet portal i det fjerne og følte nu at der kun var et par hundrede meter tilbage.

Uheldigvis gik det op for mig at det kun var 41 km. mærket! Der var stadig over en kilometer tilbage. Vi var 15 der rejse samme hjemme fra Danmark hvoraf cirka halvdelen var heppere og jeg ønskede inderligt at møde dem på det sidste stykke for jeg havde virkelig brug for et skub, men sådan gik det ikke. Jeg kunne tilgengæld se Brandenburger Tor forude og vidste at nu var det slut. Der var store og fyldte tribuner på begge sider af vejen og taktfaste bifald frem mod Brandenburger Tor. Antallet af fotografer var også stærkt stigende og da jeg løb igennem Brandenburger Tor kyssede jeg mig gule Livestrong armbånd og knyttede næven og sendte en tanke til min onkel der tabte kampen mod kræft for et par år siden.

Kort efter gik det op for mig at Brandenburger Tor ikke var målstregen men markerede at der nu kun var 195 meter tilbage. Jeg sled mig igennem de sidste skridt og kunne langt om længe løbe igennem målportalen, 4 timer og  36 minutter stod der på uret.

Brandenburger Tor - Berlin Marathon 2011

Brandenburger Tor – Berlin Marathon 2011

Glædesrus?

Jeg var ikke glad da jeg løb over stregen, ej heller var jeg skuffet over tiden. Jeg var bare træt og udkørt og kunne ikke nyde øjeblikket. Jeg var færdig, alt var udsolgt. Jeg fulgte bare mængden af folk og håbede hver øjeblik på en vandpost og et sted hvor jeg kunne sidde i skyggen. Undervejs fik jeg en medalje i hånden men havde kun øje for den vandpost jeg havde spottet. Jeg fik mit vand, lidt energidrik og noget frugt og så satte jeg mig op ad et hegn og prøvede at få samlet mig selv.

Jeg håbede at se min kammerat Jacob eller blot et kendt ansigt i virvaret af mennesker. Pludselig kom Jacob forbi, nøjagtig lige så træt og slidt som jeg selv. Vi mindede bogstavlig talt om noget der var løgn begge to. Der var total udsolgt. Heldigvis var alt så velorganiseret, at vi blev guidet igennem alt og frem til udgangen hvorfra vi kunne begynde de 20 minutters gang hjem til hotellet.

I mål sammen med Jacob efter vores første marathon.

Cykeltaxa blev vores redning

Vi gik begge krampagtigt og diskutere om hvordan vi skulle komme hjem til hotellet igen. Ingen af os var fysisk i stand til at gå de 20 minutter hjem til hotellet. I vores tilfælde ville det nok også tage nærmere en time. I nødens stund kom en cykeltaxa til undsætning og vores tur tilbage til hotellet var reddet. Fantastisk øjeblik. Det var lige før at det var bedre end at krydse målstregen! Koste hvad det vil, vi skulle bare hjem.

Genfødt på ny

Tilbage på hotellet blev vi mødt at kram og klap fra de i vores selskab som allerede var nået tilbage til hotellet. De sad forsamlet på en lille fortorvscafé ved siden af hotellet sammen med flere af hepperne. Hvor var det bare skønt at se kendte ansigter igen. Der var først her det begyndte at gå op for mig hvor stort det var at gennemføre en marathon. Jeg kunne mærke glæden og stoltheden hos de andre og det smittede i den grad af på humøret. En stor cola senere indfandt jeg mig på hotelværelset til en tiltrængt morfar. Jeg smed mig bare på sengen i løbetøjet og faldt i dyb søvn.

Da jeg vågnede et par timer senere var det på tide at smide tøjet og komme i bag, inden vi skulle til sejrsmiddag med Marathon Travel Club og mange af de danske løbere. Jeg var mere ynkelig end længe set. Kunne dårligt få mit tøj af og på. Benene var døde og jeg gik som en mand på 92. I lobbyen på hotellet kunne jeg dog fryde mig over at jeg langt fra var den eneste. Stort set alle var hårdt ramt. Igen stod den på kram og lykønskninger fra de andre i selskabet. Fantastisk at mærke sammenholdet og det at vi alle havde været sammen om at gennemføre noget stort med succes.

Man føler sig som et nyt og bedre menneske på rigrig mange punkter efter så stærk en oplevelse, især fordi vi var mange der var sammen om det og nu har et minde som vi kommer til at snakke om i mange år, måske resten af vores dage.

Vil jeg gøre det igen?

Busturen hjem til Danmark den efterfølgende dag var enorm lang, især med ødelagte ben som mine. De første par dag efter hjemkomsten var benene stadig for svage svage til at jeg kunne køre bil og trapperne op til min lejlighed på 2. sal var også en kamp uden lige. Men med god hjælp fra venner og bekendte så gik det hele alligevel.

Og så til det store spørgsmål; vil jeg gøre det igen? JA! Det er på en gang det værste og det bedste jeg nogensinde har gjort mod mig selv. Smerterne og kampen på ruten var ulidelig. Jeg følte ikke glæden ved at passere målstregen, men den har jeg oplevet så rigeligt sidenhen. Det er efterhånden gået op for mig hvor stort det er, jeg har lært utrolig meget om min krop og flyttet på mine grænser, men jeg har også lært meget om livet. Både i generel forstand men også forstået på den måde, at jeg har set, følt og oplevet hvad rigtig kost og motion kan gøre af underværker for ens krop og velbefindende. Herunder også hos mine venner som løb i Berlin.

Jeg har også oplevet at kunne inspirere og underholde i stor stil om mine oplevelser og dele ud af mine erfaringer. Folk lytter interesseret og jeg har endda overbevist to at mine venner om at de skal prøve kræfter med marathon distancen.

Medaljen fra Berlin Marathon

Medaljen fra Berlin Marathon

Personligt så overvejer jeg allerede nu om jeg skal løbe en marathon i 2012. Her har jeg især Barcelona Marathon i tankerne den 25. marts – to dage efter min fødselsdag. Jeg er blevet bidt af det kick det giver og den oplevelse det er. Det er fedt at få en oplevelse som sætter så dybe spor.

Også stor tak til Marathon Travel Club (www.marathon.dk) for en fantastisk velorganiseret rejse. Herfra mine varmeste anbefalinger hvis du skulle have fået blod på tanden…

/Lars

Tagged: , , , , , , , , , ,

Interesseret i at blive sponsor?

Sponsorater rækker længere end hvad man ser på overfladen. Jeg arbejder med virksomheder for at udvikle produkter, styrke salg og øge kendskabsgrad via eksponering og omtale. Du kan læse mere om dine muligheder ved at klikke her...