Mur de Huy blev besejret. Nu indtager vi Paris

Team Rynkeby krydser grænsen til Frankrig. På billedet arm i garm med min roommate Niels Skovmand.

Team Rynkeby krydser grænsen til Frankrig. På billedet arm i garm med min roommate Niels Skovmand.

Så er der igen nyt fra Team Rynkeby lejren. Vi befinder os nu kun 110 km. udenfor Paris. Målet er i sigte. De seneste dage har været enormt hårde og lange. Mur de Huy blev besejret, måske ikke helt så hurtigt som Armstrong men alligevel  Det var vildt og det var hårdt men opbakningen hele vejen op var intet mindre end fantastisk og de mange danskere på toppen af stigningen skabte en sand fest. Ikke mindst var det himmelsk at møde vores eget servicehold, som havde været meget tidligt oppe for at få plads på toppen.

Dagene har desuden budt på en række frygtindgydende stigninger i mere end 30 graders varme. Ardennerne er blevet besejret! Der er røget utrolig mange højdemeter ind på kontoen i frodige naturskønne omgivelser. Man mangler jo bare Mader og Leth til at sætte ord på.

Med højderne følger også nogle hæsblæsende nedkørsler! Op mod 65 km/t. i lange stræk er virkelig hurtig på en cykel for en flok trænede amatørryttere og på små kringlede bjergveje med modkørende trafik. Trods grimme styrt for flere hold er vi gået ramt forbi (7-9-13) og alle er sluppet igennem med skindet på næsen!

Til gengæld er der efterhånden andre steder på kroppen hvor skindet mangler – av av! De fleste har kæmpet med store smerter undervejs, men den smerte vi oplever er intet mod hvad børn med kræft og deres familier gennemgår. Med den tanke i baghovedet er vi nu næsten i mål. I morgen indtager vi Paris med paradekørsel fra hele den gule Rynkeby-hær 

– Lars Granat

Tagged: , , , , , , ,

Skriv kommentar

Interesseret i at blive sponsor?

Sponsorater rækker længere end hvad man ser på overfladen. Jeg arbejder med virksomheder for at udvikle produkter, styrke salg og øge kendskabsgrad via eksponering og omtale. Du kan læse mere om dine muligheder ved at klikke her...