Første svømmetræning i åbent vand – Limfjorden

Den første svømmetræning i åbent vand har længe stået som noget jeg har set frem til med en vis spænding. I dag var dagen hvor spændingen skulle udløses. Jeg har gennem hele ugen forsøgt at forberede mig på hvordan det vil være at hoppe i Limfjorden for aller første gang. For en gammel Aalborg-dreng som mig så har Limfjorden altid haft en særlig betydning. Hver dag nyder jeg udsigten til fjorden, der deler byen i to, fra kontoret hos konXion. 14,2 grader skulle vandet efter sigende være her først i maj.

Første svømmetræning i åbent vand – Limfjorden

Den første træning i åbent vand blev på ingen måde som jeg havde forestillet mig! Formiddagen igennem har der været optræk til regn. Så snart jeg nærmede mig Limfjordens vande, ved Lindholm Brygge i Aalborg-bydelen Nørresundby fik sluserne frit løb. Lårfede stråler væltede ned over fjorden. Igen vej udenom! Scenen var sat!

I øsende regnvejr og med våddrageten over armen mødtes jeg med mine træningskammerater på fjordbreden. Jeg smed tøjet som allerede var drivvådt, og iførte mig våddragten – kold fornøjelse at stå der i bar overkrop med regnen silende ned. Våddragen hjalp dog på det værste, men tanken om at skulle iføre sig det våde tøj på land efter træningen var allerede begyngt at melde sig.

Mødet med vandet

Den store overvindelse og det der har fyldt tankerne her til morgen har selvsagt været det første møde med det kolde mørke vand. Kulden og regnen på land gjorde dog at der ikke var den store betænkningstid, det var bare om at komme i vandet og håbe på det bedste. Plask! Et let hop fra badebroen og så var jeg i vandet. Koldt? ja sgu – men alligevel også fedt og en lille overvindelse at hoppe i Limfjorden.

Første træning i åbent vand i Limfjorden ved Lindholm.

Første træning i åbent vand i Limfjorden ved Lindholm.

Første træning i åbent vand i Limfjorden ved Lindholm.

Første træning i åbent vand i Limfjorden ved Lindholm.

Temperaturen

Jeg havde gjort mig mange tanker om temperaturen på vandet. De 14 grader lyder ikke af meget, men for en debutant som mig var jeg alligevel spændt på hvor koldt vandet føles i en våddragt! Lad det være sagt med det samme, at våddragen er en fantastisk opfindelse. Min kære nyerhvervede 2XU Z:1 våddragt model 2014 sikrede at kroppen ikke frøs på noget tidspunkt i vandet! Til gengæld var det hunde koldt for hænder, fødder og ikke mindst ørene. Jeg synes ikke det var så slemt så længe man svømmede, men det var tydeligt at mærke efterfølgende at finger- og tåspidserne var ved at miste følelsen.

Vi startede ud med at springe i vandet, kravle på land igen og så hoppe i på ny. Det skulle eftersigende virke godt i forhold til at vandet ikke føles så koldt anden gang man hopper i. Om det blot var psykologisk skal jeg lade være usagt, men det virkede for mig. Kunne dog se at flere af træningskammeraterne havde succes med svømmehandsker og sko. Det kunne godt være man skulle overveje det til træning på de kolde dage.

Open water træning

Selve træningen var planlagt til en lille tur ud til en bøje cirka 250 meter fra udgangspunktet og tilbage igen. Blot så vi kunne få en fornemmelse at vandet, dragten, kulden, strømmen og de lette bølgeskvulp. Det første der slog mig var vejrtrækningen. Svært at forklare men jeg bemærkede, at det var mere vanskeligt at holde åndedraget og pulsen konstant end i svømmehallen. Tror det var en kombination af det kolde vandet og strømmen. Med lidt plasken rundt, hygge og træden vande tror jeg vi var i vandet i cirka 25 minutter.

Vi startede med at svømme mod en let strøm og det var uden tvivl hårdere end i svømmehallen. Min normale crawl-stil (hvis man kan tale om en sådan) var i starten afløst af en nyopfundet stil hvor jeg havde hovedet over vandet. Hovedsagelig fordi jeg synes det var frygtelig koldt for især ørene at få hovedet under vandet. Dernæst fordi det nærmest var umuligt at se en hånd frem for sig under vandet. Synes det var svært at orientere sig, og gang på gang zig-zaggede jeg fra side til side fremfor at svømme ligeud fordi man simpelthen mister orienteringen. Efterhånden lykkedes det mig dog at få hoved under vandet og svømme almindelig crawl med hovedet under vand. Igen snyder det mørke element for jeg kunne simpelthen ikke se eller fornemme og jeg svømmede ligefrem eller til siderne.

Brillerne var også svære at holde dugfri i det kolde vand. Synes det går fint i svømmehallen, men formoder at min kropsvarme, eller nærmere ansigtsvarme og det kolde vand på den anden side resulterer i at brillerne dugger til. Det må jeg have fundet en løsning på. De små lette bølgeskvulp gør også, at man ikke ser så meget når man har hovedet oppe for at trække vejret og samtidig skal man af og til have hovedet højere op for at komme over bølgerne for at få vejret. Nu skal det så siges at der ikke var de store bølger på fjorden i dag, men man fik alligevel oplevelsen af at det var anderledes.

Konklusionen

Våddragten kan jeg mærke at jeg bliver glad for. Sikke et glid i vandet og endnu bedre så var der fantastisk opdrift. Faktisk mere end jeg havde turde håbe på. Jeg flyder ovenpå nærmest uden at gøre noget som helst. Så jeg skal egentlig bare baske lidt med armene for at komme fremad og ikke bruge kræfter og spændinger i kroppen på at holde mig oppe. Havde frygtet at man blev træt i armene af at svømme i den tætte og lidt mere stive våddragt. Sådan oplevede jeg det dog slet ikke. Jeg svømmer bare hurtigere og føler ikke at min fleksibilitet bliver hæmmet. Dragten var perfekt til at holde vandet ude og kropstemperaturen på et tåleligt niveau!

Alt i alt en fed oplevelse at prøve at kræfter med fjorden og jeg glæder mig allerede til næste gang – hopefully med lidt bedre vejr på land! For der var f….. koldt at komme op fra vandet og iklæde mig det våde tøj og sætte sig i bilen. En overvindelse på søde

Slutteligt, tak til svømmeholdet. I er for seje! Og respekt til coach Johnni, som tog turen (endda en ekstra runde) uden våddragt! Og til de indviede så er videoen fra dagens træning lige her…  – og her endnu et klip.

– Lars

Første træning i åbent vand i Limfjorden ved Lindholm.

Første træning i åbent vand i Limfjorden ved Lindholm.

Tagged: , , , , ,

Comments (2)

  1. Anne Marieke

    Fedt at læse op din oplevelse! 🙂 Jeg går selv og leger med tanken om open water, men jeg kan ikke rigtig finde nogen at svømme med, eller en gruppe der tager ud sammen nogen steder, så jeg ved ikke, hvordan jeg kan komme af sted og få det prøvet. Nogen tips? PS. er tilflytter til Aalborg, derfor kender jeg ikke så mange 🙂

    Mangler lidt udfordring i min interesse for svømning (jeg har konkurrencesvømning, svømmeundervisning og livredning i baglommen, så har prøvet lidt af hvert)

    • larsgranat

      Hej Anne…

      Det lyder til du er godt klædt på i forhold til OW svømning. Min bagage var noget mere begrænset da jeg startede ud.

      Der findes et par grupper på Facebook ved navn “Spring i baljen med Spar Nord” og “Nørresundby Open Water”. Dem vil jeg anbefale dig at finde. Det giver også et godt netværk i forhold til at lære nye mennesker at kende. Gennem hele OW sæsonen er der hver uge masser af muligheder for at komme i fjorden og mange andre steder. Det er gratis at deltage i de fleste 🙂

      Hvis du har problemer med at finde grupperne, så er du også velkommen til at tilføje mig på Facebook, så jeg kan invitere dig 🙂

      Mvh. Lars

Skriv kommentar

Interesseret i at blive sponsor?

Sponsorater rækker længere end hvad man ser på overfladen. Jeg arbejder med virksomheder for at udvikle produkter, styrke salg og øge kendskabsgrad via eksponering og omtale. Du kan læse mere om dine muligheder ved at klikke her...