En træningsnarkomans bekendelser

Lars Granat - en træningsnarkomans bekendelser

Lars Granat – en træningsnarkomans bekendelser

Prisen for grisen ….øhhh jernmanden! Igennem det sidste halve år, har træningsmængden lagt på 6-9 gange om ugen med enkelte undtagelser frem mod målet om den halve jernmand på søndag den 6. juli 2014. Det koster et uendeligt antal timer at træne på tre discipliner. Det går unægtelig ud over såvel mine nærmeste, min kære familie og mine gode venner – og dermed også mig selv!

Dertil kommer arrangementer, fester, fødselsdage, bryllupper, receptioner, fredagsbar, højtider mm. hvor jeg har spillet ’kedelighedskortet’ og gået tidligt (og ædru) hjem i seng for at være klar til træning næste morgen. Jeg er uden tvivl gået glip af en masse sjove fester og en stor del af det sociale som jeg holder meget af.

Uden mad og drikke duer helten ikke!

Jeg har valgt ikke at være krakilsk i forhold til min kost og mit indtag i øvrigt. Alt for sjældent har jeg nydt et glas vin til god mad eller i hyggeligt selskab. Jeg har i stedet drukket vand og cola til festlige lejligheder og tænkt over hvad jeg spiste og ikke mindst hvornår – uden at være fanatisk, men alligevel.

Kost og træning hænger nøje sammen hvis kroppen skal kunne modstå mængden, så uden at være perfektionist, har jeg alligevel lagt mine vaner om.

Sov sødt lille Jumbo

Søvn og restitution er en vigtig faktor. Jeg er lettere B-menneske og klokken har ofte været tæt på midnat før jeg kom i seng. Det holder bare ikke når man skal være frisk til træning kl. 5 næste morgen. Så jeg har gradvist lært mig selv at gå tidligere i seng, og jeg er faktisk glad for det. Jeg er stadig ikke verdensmester i den disciplin, men jeg er på vej.

Jeg tror det er en af de gode vaner jeg tager med mig fremadrettet – i hvert fald indtil den dag jeg får børn i huset 😉 Man har mere overskud i hverdagen og er mere glad i takt med, at man får sin nattesøvn.

Overskud til at smile?

Udover de tre discipliner (svømning, cykling og løb) så har jeg også insisteret på at styrketræne ved siden af (tak for at stille byens bedste faciliteter til rådighed Fitnessdk – Shoppen), for at kroppen kan holde til strabadserne. Som tidligere nævnt løber det op i 6-9 træninger om ugen. Så på enkelte dage har jeg trænet om morgenen inden arbejde og igen eftermiddag/aften for at få kabalen til at gå op.

Det kræver stor disciplin og psyke at motivere sig selv til at komme af sted hver gang. Med en ofte lang arbejdsdag og to træningspas er der ikke overskud til ret meget andet end at spise og sove. Så mon ikke jeg har været lidt uoplagt og gnaven i perioder. Jeg prøver altid at være smilende og positiv, men ofte har det været en facade.

Min indre egotripper

Triathlon er i sandhed en egoist-sport, hvilket er en stor omvæltning for en udpræget holdspiller som mig. Jeg har hele livet spillet fodbold og elsket tonen i omklædningsrummet med holdkammeraterne før, under og efter træning og kamp.

I triathlon handler det kun om mig selv og kampen mod/med mig selv. Heldigvis har jeg haft godt selskab en del af tiden i form af forskellige træningsmakkere, venner og svømmekammerater, men alligevel…

Jacob Bjerning og Lars Granat til Aalborg Halv Marathon

Jacob Bjerning og Lars Granat til Aalborg Halv Marathon

Det her er noget jeg gør for mig selv og ingen andre! Jeg er først blevet bevist om hvad det betyder undervejs, da jeg blev konfronteret med det af en af mine nærmeste. Jeg har afsat og prioriteret rigtig meget tid til min træning og dermed mig selv, upåagtet af hvordan det går ud over det sociale og den tid jeg har til rådighed sammen med mine nærmeste.

Med andre ord så betyder det også, at jeg ikke har været der til at aflaste de personer jeg har mig nærmest med deres kvaler og gøremål. Så deres hverdag er blevet ramt af min investering i mig selv.

Undskyld til mine kære

Det kan være svært for folk der ikke interesserer sig for sport at sætte sig ind i hvad det kræver, og hvorfor man nogle gange er nødt til at være den kedelige, der siger nej, melder fra eller tager tidligt hjem.

Det kræver stor selvdisciplin at holde fast i træningsplanen, og masser af tålmodighed når man for 10. gang skal forklare hvorfor man ikke bare kan droppe et vigtigt træningspas.

Jamen hvad sker der ved at droppe en enkelt træning?

Adskillige gange er jeg blevet konfronteret med sætningen ”…der sker da ikke noget ved at droppe en enkelt træning”! Og det er jeg helt enig i, men hvis jeg skulle droppe en træning for hver gang jeg har hørt sætningen det sidste halve år, så var jeg end ikke i stand til at løbe 5 km.

Til gengæld kan jeg godt sætte mig ind i at andre kan have svært ved at forstå mine prioriteringer og sætte sig ind i hvad det betyder for mig at have det mål og arbejde så målrettet på at gennemføre det. Derfor har jeg også forsøgt at svare pænt på spørgsmålet, efterfulgt af en længere forklaring. Jeg håber at mine svar har givet mening, og håber I vil bære lidt over med mig.

Jeg synes dog det er på sin plads med en uforbeholden undskyldning til alle jer der har lagt ører til mine snakke om træning; min elendige crawl-teknik, det kolde mørke vand, svingende pulszoner, punkteringer, løbestilsanalyser – og ikke mindst alle jer, der er blevet sat i baggrunden til fordel for mit personlige mål – UNDSKYLD!

Vend det negative til noget positivt – Gør dagligdagen bedre!

Her stopper tuderiet så! Med ovenstående i mente, så er der slet ingen tvivl om, at det har store omkostninger at kaste sig ud i et projekt som en halv jernmand, jeg tør slet ikke tænke på en hel!

Der er en bagside af enhver medalje! Men, men, men …jeg har fået så uendelig meget igen og for at lære bagsiden at kende så må man først gøre sig fortjent til medaljen!

Den store træningsmængde og medfølgende glæde, form og velvære smitter af på humøret og energien. Fysisk aktivitet frigiver endorfiner!

Det kan lyde lidt selvmodsigende, men jeg føler faktisk at jeg ”går langt på literen” før jeg bliver træt og utålmodig i dagligdagen til trods for den store træningsmængde. Det skyldes utvivlsomt at min fysiske form er forholdsvis god efterhånden. På den lange bane har det utvivlsomt givet mig større overskud i hverdagen.

Jeg har også lært at motivere mig selv for at finde glæden til en hård træning på en kold regnvejrsdag, eller en tidligt morgen hvor jeg vågner træt og uoplagt. Den egenskab og den vilje tager jeg med mig i hverdagen, hvis jeg har en mindre god dag eller står overfor store udfordringer i dagligdagen eller privatlivet.

Planlægning er en anden vigtig del af hverdagen. Hvis man skal have 6-9 træninger klemt ned i en travl arbejdsuge, huslige pligter og samtidig have tid til en lille smule socialt så kræver det virkelig planlægning af den helt store skuffe.

Til gengæld har det også gjort mig opmærksom på hvor effektiv man faktisk kan være i løbet af en uge, og hvor meget mere tid man kan få til sig selv eller sit arbejde hvis man forstår at planlægge sin tid. Det er en god øvelse til alle der føler de har en travl hverdag.

Jeg har blogget lidt om de psykiske aspekter og hvad det har givet mig personligt at tage imod en udfordring som en halv jernmand. Det kan du læse mere om lige her…

Vil jeg gøre det igen?

Man skal aldrig sige aldrig! Om et halvt år har jeg sikkert glemt alle regnvejrsdagene, og så husker jeg kun det positive. En ting ved jeg, jeg bliver aldrig træt af at dyrke sport. Det er en passion – en livsstil! Men det behøver ikke være ekstremsport.

”The pain goes away. The memories never do”

Lige nu har jeg hverken ambitioner om en halv- eller en hel jernmand. Jeg vil i første omgang koncentrere mig om mine nære relationer, mit arbejde og så hygger jeg mig med Berlin Marathon til september – det er trods alt kun en enkelt disciplin 😉 Nu skal jeg til at finde ud af at nyde livet igen i det tomrum der unægtelig opstår på den anden side.

Vi ses på søndag til DM i Aalborg…

Tagged: , , , , , ,

Skriv kommentar

Interesseret i at blive sponsor?

Sponsorater rækker længere end hvad man ser på overfladen. Jeg arbejder med virksomheder for at udvikle produkter, styrke salg og øge kendskabsgrad via eksponering og omtale. Du kan læse mere om dine muligheder ved at klikke her...