New Balance Fresh Foam Zante anmeldelse – en forbedret Fresh Foam

New Balance Fresh Foam Zante hedder mit lille vinterprojekt og jeg kan godt afsløre, at jeg er svært begejstret. I forbindelse med New York Marathon 2014 lancerede New Balance en limited edition af Fresh Foam Zante, der først ser dagens lys i foråret 2015. Som en af de første herhjemme har jeg fået lov at teste Zante.

New Balance Fresh Foam Zante anmeldelse

Julen har jeg for længst lagt bag mig. Jeg tillod mig selv at drosle lidt ned på træningen i julemåneden for at samle både motivation og lyst, samt restituere kroppen. Indtil videre virker det som en god taktik for mig, for det betød, at jeg higede efter at komme på landevejen, da januar meldte sin ankomst. Vejret har været ganske fornuftigt, koldt men acceptabelt og uden for meget sne.

Januar og februar er den periode hvor jeg skal stille skarpt på hvilke sko, der skal bære mig igennem årets løbehøjdepunkter. Sidste år faldt valget på New Balance 1080 V4, men i slutningen af sidste år stiftede jeg bekendtskab med New Balance Fresh Foam 980. Den lille flirt har resulteret i, at jeg nu er blevet så nysgerrig at efterfølgeren, kaldet Fresh Foam Zante, er den sko der har imponeret mig mest hen over vinteren.

New Balance Zante - Lars Granat

New Balance Zante – Lars Granat

Design & udstråling

Livet er for kort til kedelige løbesko – BASTA! New Balance Fresh Foam Zante bliver et sikkert hit. Mit eksemplar af skoen er skrigende grøn og sort. En lækker kombination, der springer lige i øjnene.

New Balance Zante - shoe box

New Balance Zante – shoe box

Jeg elsker de små detaljer der virkelig viser at en producent har gennemtænkt designet. En af de ting der falder mig i øjnene er den rød/orange sål indeni skoene. Det er en super fræk kontrast til det sorte og grønne ydre.

New Balance Zante - Snow

New Balance Zante – Snow

Fresh Foam skum-sålen ser spændstig ud og får skoene til at ligne noget fra fremtiden. Man får lyst til at teste affjedringen lige på stedet.

På minussiden er der en lille detalje, der ikke går mit falkeblik forbi. På skoens øverste punkt ved snøren er der en samling som ser ufærdig ud. Det er blot en mindre detalje som man ikke umiddelbart ser. Har forsøgt at illustrere det med nedenstående billede.

New Balance Zante - finishing

New Balance Zante – finishing

Funktionalitet

Som mine tidligere anmeldelser bærer præg af, så er jeg stor tilhænger af de lette løbesko, så man undgår ”tunge fødder” på de lange distancer. Som oftest går man på kompromis med stødabsorberingen ved at vælge en let løbesko, så for mit vedkommende handler det om at finde den gyldne mellemvej.

New Balance Fresh Foam Zante sender køkkenvægten op på 213 g. hvilket afslører at Zante er en af klassens letvægtere. Til sammenligning så vejer Nike Free Flyknit+ cirka det samme med 210 g. Stødabsorberingen er dog langt bedre på Zante.

Fresh Foam hedder hemmeligheden! Det lette skum giver en fantastisk stødabsorbering, mens vægten stadig holdes nede.

Fresh Foam – Sålen vinder

Der hvor jeg virkelig mener at Zante skiller sig ud fra forgængeren 980 er netop ved en forbedring af sålen. Skoen giver en mere støttende, men alligevel fleksibel fornemmelse. Sålen giver et drop på 6 mm. ligesom forgængeren. Det forholdsvis lave drop har jeg tidligere omtalt og rost. Det kan bevirke en mere naturlig løbestil. 

Overførslen af kraft fra hæl til tå er så imponerende i Zante, at man nærmest bliver båret frem når man løber. Vil sammenligne det med den fjedrende oplevelse man fik i 1980’erene da Nike introducerede ”Air teknologien”. Det bedste ved det hele er at oplevelsen af fremdrift er gældende uanset hvor hurtigt eller langsomt man løber.

Nu vi er ved sålen, så er det værd at bemærke at skoens bund er flad – helt flad. Det giver en fantastisk kontakt med underlaget og deraf også en god stødabsorbering. Minus er at den utrænede løber ikke har løbespor der hjælper udøveren med at lande rigtigt på foden.

New Balance Zante - bottom

New Balance Zante – bottom

New Balance 1080 V4 og sikkert også efterfølgeren V5 har solide løbebaner, hvis man er til den slags. For de fleste løbere, er det kun et problem når man bliver træt. På Fresh Foam vil skoen selvfølgelig blive slidt med tiden, således at man lander korrekt – dog afhængig af løbestil.

Apropos slidtage, så virker det ikke til at sålen er til at slide op. Med de godt 100+ km. jeg har i skoene, så må jeg tilstå, at den til stadighed ser forbavsende ny ud. Jeg har en fornemmelse af at det er en sko der går mange kilometer på literen.

Overdelen – Pasform og ventilation

Som mange andre løbesko på markedet er Zante som en strømpe at have på. Det lette vævede stof – kaldet mesh – giver fantastisk luftgennemstrømning til foden. Selve overdelen er sammensat uden syninger, så der er ikke noget der gnaver. Jeg elsker følelsen af at foden bliver guidet på plads i skoene – som en strømpe der bare sidder rigtigt.

New Balance Zante - Mesh forefoot

New Balance Zante – Mesh forefoot

Overdelen er forsynet med forstærkninger på centrale steder og det giver i det hele taget nogle lækre detaljer.

Fresh Foam 980 har jeg oplevet som værende meget smal i ”tå-kammeret” eller forfoden om man vil. Det er der heldigvis rådet bod på med Zante. Jeg ved ikke om skoen er blevet bredere, men der er uden tvivl lavet mere plads til foden i den forreste del af skoen. Det er en kæmpe fordel på de lange ture hvor foden har tendens til at hæve op – især om sommeren. 

New Balance Zante - front foot mesh

New Balance Zante – front foot mesh

Flappen der stikker op af skoene lige under snørebåndene er også lavet om i forhold til 980. Det er en meget kort flap der sidder på Zante-skoene og det virker umiddelbart godt. Den er tilpas kraftig til ikke at folde som var et problem på New Balance RC1600 som jeg tidligere har anmeldt. Det eneste minus ved den korte flap er at snøren af og til kan glide op over flappen.

Snørebåndstesten

Jeg plejer altid at vurdere om snøren er lang nok uden at være for lang. Og så hæfter jeg mig ved om snøren går op hvis man kun binder enkeltknude – almindelig sløjfe. På Zante har jeg kun benyttet den almindelige sløjfe og snøren er ikke gået op undervejs på mine løbeture.

Primære fordele

  • Fresh Foam – En let løbesko, der alligevel giver god stødabsorbering.
  • Overførslen af energi fra hæl til tå – det fremadrettede boost man får hver gang foden rammer jorden.
  • Slidstærk sko, der også tåler de lange distancer – fx marathon.

Primære ulemper

  • Mesh-overdel, der ikke er vandafvisende men nærmere suger vand.
  • Ingen løbebaner der guider foden til at lande rigtigt når man bliver træt.
  • Finishen ved skoens vrist, der får den til at se ufærdig ud.

Konklusion

En let løbesko, der uden tvivl vil tage markedet med storm. Hvis du allerede er glad for New Balance Fresh Foam 980 så vil jeg klart anbefale at opgradere til Zante når tiden er inde. Skoen har fået mere kærlighed siden den første version, og det kan mærkes. Zante er den perfekte sko til den vante motionsløber som de fleste af os. Den vil også gøre sig godt til de lidt mere seriøse eller sågar eliten. Som nybegynder vil jeg dog starte med en løbetest, inden jeg kaster mig ud i model Zante. Det revolutionerende og forbedrede Fresh Foam tilfører løbeoplevelsen et nyt perspektiv. Skoen lander i butikkerne primo 2015 og vejledede salgspris står til kr. 1.100 hvilket typisk er niveauet for en top sko. Jeg vurderer at Zante er en all round sko, der er god til de lange såvel som de korte løb. 

Stødabsorbering
96%
Vægt
88%
Design
90%
Pasform
92%
Overall
92%

Som en krølle på historien så blev jeg faktisk testet og filmet fra flere forskellige vinkler hos en løbespecialist hos Aalborg Fysioterapi. Testen startede med at filme mit barfodsløb. Derpå var jeg en lang række løbesko igennem. En af de ting testen afslørende var faktisk, at den sko jeg havde det bedste løb i var New Balance Fresh Foam Zante og ikke New Balance 1080 V4 som jeg ellers tidligere har sværget til.

Testen afslørede også at de fleste neutral-sko upåagtet af mærke ville give mig et tilfredsstillende resultat. Men da, der virkelig blev nørdet igennem på detaljerne afslørede slowmotion optagelserne en marginal fordel til Zante – trods manglende løbelinjer under bunden. Jeg vil dog understrege at testresultatet kun gælder for mit vedkommende. Det siger intet om hvilken sko der er bedst for andre. 

New Balance Zante - top view

New Balance Zante – top view

Tagged: , , , , , , , , , , , , , ,

Skriv kommentar

Interesseret i at blive sponsor?

Sponsorater rækker længere end hvad man ser på overfladen. Jeg arbejder med virksomheder for at udvikle produkter, styrke salg og øge kendskabsgrad via eksponering og omtale. Du kan læse mere om dine muligheder ved at klikke her...