Status efter halv jernmand

Finisher på halv jernmand – BUM! Tid til at gøre status på et af årets helt store mål, nemlig DM i halv jernmand. En oplevelse jeg sent vil glemme på godt og på ondt. Der er nu gået godt en uge siden jeg krydsede målstregen og jeg har haft tid til at fordøje de mange indtryk…

Read more

POKKERS, under 3 uger til halv jernmand

Aalborg Triathlon 2014

Aalborg Triathlon 2014

Den halve jernmand i Aalborg kommer tæt på nu! Det betyder selvfølgelig en hel del for min træning her de sidste 2-3 uger op til race-day. På nogle områder har jeg intensiveret distance eller hastighed og på andre områder holder jeg fokus på teknik eller udstyr. Dertil kommer kosten og restitutionen og ikke mindst det psykologiske aspekt de sidste dage op til start. Read more

Team Rynkeby er velankommet til Paris

Team Rynkeby er ankommet til Paris

Team Rynkeby er ankommet til Paris

PARIIIIS!!! Så lykkedes det! Hele Team Rynkeby karavanen nåede frem til byernes by! Og hvilken fantastisk oplevelse det var at køre parade ind til Paris med alle de andre Rynker! Man kan ikke undgå at blive rørt over situationen når man oplever den opbakningen fra de tusindvis af mennesker langs ruten og ikke mindst kulminationen på det hele da vi rullede over målstregen ved siden af Eiffeltårnet.

Det giver en personlig tilfredsstillelse at sætte sig et ambitiøst mål og gennemføre det men det er en hel speciel følelse når man gør det for andre. Jeg håber vores cykeltur fra Aalborg til Paris har givet Børnecancerfonden en masse fokus, positiv omtale og ikke mindst en stor portion penge. Det endelige resultat bliver offentliggjort senere på året – jeg glæder mig til at løfte sløret for det 

Sidst men ikke mindst, stor tak til jer der har læst med her på siden… 

– Lars Granat

PS. Hvor er det dejligt IKKE at skulle sætte sig i sadlen i dag! Nu vil jeg i stedet nyde en kold øl her i Paris 

Mur de Huy blev besejret. Nu indtager vi Paris

Team Rynkeby krydser grænsen til Frankrig. På billedet arm i garm med min roommate Niels Skovmand.

Team Rynkeby krydser grænsen til Frankrig. På billedet arm i garm med min roommate Niels Skovmand.

Så er der igen nyt fra Team Rynkeby lejren. Vi befinder os nu kun 110 km. udenfor Paris. Målet er i sigte. De seneste dage har været enormt hårde og lange. Mur de Huy blev besejret, måske ikke helt så hurtigt som Armstrong men alligevel  Det var vildt og det var hårdt men opbakningen hele vejen op var intet mindre end fantastisk og de mange danskere på toppen af stigningen skabte en sand fest. Ikke mindst var det himmelsk at møde vores eget servicehold, som havde været meget tidligt oppe for at få plads på toppen.

Dagene har desuden budt på en række frygtindgydende stigninger i mere end 30 graders varme. Ardennerne er blevet besejret! Der er røget utrolig mange højdemeter ind på kontoen i frodige naturskønne omgivelser. Man mangler jo bare Mader og Leth til at sætte ord på.

Med højderne følger også nogle hæsblæsende nedkørsler! Op mod 65 km/t. i lange stræk er virkelig hurtig på en cykel for en flok trænede amatørryttere og på små kringlede bjergveje med modkørende trafik. Trods grimme styrt for flere hold er vi gået ramt forbi (7-9-13) og alle er sluppet igennem med skindet på næsen!

Til gengæld er der efterhånden andre steder på kroppen hvor skindet mangler – av av! De fleste har kæmpet med store smerter undervejs, men den smerte vi oplever er intet mod hvad børn med kræft og deres familier gennemgår. Med den tanke i baghovedet er vi nu næsten i mål. I morgen indtager vi Paris med paradekørsel fra hele den gule Rynkeby-hær 

– Lars Granat

Team Rynkeby over grænsen!

Nyder en kold Cherry Coke inden sengetid

Nyder en kold Cherry Coke inden sengetid

200 km. yderligere på kontoen til Team Rynkeby Nordjylland og nu er vi havnet i Genk efter at have zig zagget mellem Holland, Tyskland og Belgien på dagens etape. Deraf dagens overskrift! Vi har krydset den ene landegrænse efter den anden i dag, stort set uden at opdage det. Landskabet er det samme uanset om det hedder Belgien, Tyskland eller Holland.

Temperatur omkring 30 grader hele dagen, så varmen er i den grad med til at sætte sit præg på strabadserne – derfor en kold Cherry Coke inden sengetid (tak til min roomie for god service – Skovmand, du er dagens helt!) 

De næste dage er frygtet af alle! Nu gælder det de store stigninger, ikke mindst den i cykelkredse nærmest mytologiske Mur De Huy (Muren) hvor selveste Lance Armstrong har rekorden for at have klaret stigningen hurtigst! Etapen i morgen byder iøvrigt på 2700 højdemeter! Med ren Rynkebysaft i blodet tør jeg godt sige: “Lance, din rekord er i fare”  Godnat fra Genk

– Lars Granat

Cirkus Rynkeby er kommet til byen!

Solbrændt som en cykelrytter

Solbrændt som en cykelrytter

Endnu en lang og ikke mindst varm dag på landevejen er overstået. 216 km. i 27 graders varme inden mål i Enschede. Som det fremgår af billedet, så har vi efterhånden fået godt med kulør. Det er især sjovt at se om aftenen når vi har smidt Rynkeby-uniformen og vi ifører os det civile sommertøj. Især pigerne i nederdele og sommerkjoler uden ærmer med de meget karakteristiske sol-kanter fra cykeltøjet 😀 Men jeg skal ikke grine for højt i mine shorts og polo hvor sol-kanterne også stikker ud. Modepolitiet kommer efter mig 😉

Vi bor på et stort resort med 4 af de andre Team Rynkeby hold, så nu oplever vi virkelig at være en del af noget stort – en stor familie! Hele området er fyldt med gule cykler, Rynkeby-lastvogne og en 30-40 servicebiler. Sikke et cirkus men på den gode måde. Det skal opleves, der er virkelig liv på resortet.

Kroppen er mærket af de mange kilometer og timer i sadlen. Gennemsnitsfarten ligger lige over 28 km/t. trods en del bykørsel. Blandt andet 20 km. gennem Bremen centrum i går. Grundet havnefestival var nærmest hele byen på gaden, og det gjorde at vi virkelig måtte holde tungen lige i munden og koncentrere os for at slippe sikkert igennem centrum.

Humøret er højt inden de 200 km. der venter i morgen – sidste dag før vi rammer de alvorlige stigninger.

– Lars

Team Rynkeby Live fra Bremen

Uffe Danielsen - Race marshall på Team Rynkeby Nordjylland

Uffe Danielsen – Race marshall på Team Rynkeby Nordjylland

Live fra Bremen – bogstavlig talt! 219 km. tilbagelagt på dagens etape. Benene er ok, men kroppen er mærket af de lange dage i sadlen. I går langede jeg ud efter de tyske veje, så i dag må det være på plads med ros! De tyske bilister er enormt venlige hvilket er en fryd som cyklist. Det kunne vi lære noget af hjemme i Danmark.

Nu vi er ved trafikken så er #dagenshelt på Team Rynkeby uden tvivl vores motorcykeleskorte Uffe Danielsen, der bidrager til sikkerheden når vi krydser store veje, og baner vejen igennem svært fremkommelige stræk. Det er en kæmpe hjælp. Vi ankom til Bremen midt i årets havnefestival. De sidste 20 km. gennem indre by var et sandt mareridt for et cykelhold med 46 cyklister, servicebiler mm., men Uffe gjorde i den grad sit til at hjælpe os igennem trafikken og folkemængden således at alle kom helskindet igennem slutningen på dagens etape. 

– Lars Granat, live fra Bremen 

PS. Tankerne går i øvrigt til et af vore søsterhold som på gårsdagens etape var udsat for et grimt styrt med to brækkede kraveben til følge.

Team Rynkebys servicehold er uovertruffen – 2. etape

Kirsten Ziegler - chef for Team Rynkeby Nordjyllands servicehold

Kirsten Ziegler – chef for Team Rynkeby Nordjyllands servicehold

2. Etape – tjek!  I dag krydsede vi grænsen til Tyskland, og sikke en opbakning fra det sønderjyske folk – rørende, så hårene rejste sig – TAK! Mødet med de tyske landeveje var til gengæld ingen fornøjelse, store huller og ujævnheder plagede resten af etapen. Så kroppen blev godt rystet igennem, men bestemt ikke på den gode måde.

Et af de spørgsmål jeg har fået oftest i den seneste tid går på maden og om vi spiser undervejs. Det gør vi selvfølgelig. Med 8-11 timer på landevejen skal der et stort indtag til. Team Rynkeby er derfor begunstiget med et fantastisk servicehold – 11 mand stærk – som flere gange om dagen sørger for depoter langs ruten. Kirsten (på billedet) er leder af serviceholdet og de gør et fantastisk stykke arbejde for os ryttere. Respekt til serviceholdet, de er #dagenshelt i mine øjne. Uden mad og drikke duer helten(ene) ikke 😉 

Serviceholdet sørger for ALT! Vi skal nærmest ikke engang tænke selv. Vi skal blot sørge for at cykle. Der er sørget for mad, drikke, energi, bagage, indtjekning på hoteller, tidsplan, cykler, udstyr, støtte og kærlig omsorg! Kort sagt vi lever som blommen i et æg. Uden serviceholdet var det slet ikke muligt at gennemføre de strabadser vi skal igennem. De har fulgt os lige træningen for godt et år siden og frem til nu hvor det hele kulminerer! TAK

– Lars

Team Rynkeby igennem 1. etape fra Aalborg til Kolding

Team Rynkeby Nordjylland 2013 klar til afgang

Team Rynkeby Nordjylland 2013 klar til afgang

Så er 1. etape vel overstået og nu er der kun 7 tilbage inden Team Rynkeby karavanen ruller ind i Paris. Etapen i dag, fra Aalborg til Kolding, bød på sol, varme og nærmest ingen vind, så de godt 210 km. og cirka 1800 højdemeter (ja, der er mange små bakker i lille Danmark når man ikke kører på E45) blev tilbagelagt uden de store vanskeligheder men sikke et kalorieforbrug – hvor mange mon det løber op i inden Paris?

Dagen startede på Gl. Torv i Aalborg, med afsked på Rådhuset ved rådmand Tina French (iøvrigt TR-deltager i 2012). Fantastisk flot fremmøde fra venner, kollegaer og ikke mindst familien. Pressen var også på plads og der blev taget de obligatoriske “farvel-billeder” inden Aalborg Kanonlaug skød 1. etape igang med et brag. Herpå fulgte politieskorte hele vejen ud af Aalborg, så hele morgentrafikken blev sat i stå for at vi kunne komme frem. Det er alligevel ikke hver dag man prøver det. I flere af de små og mellemstore byer på vej fra Nordjylland blev vi modtaget af flagparade, klapsalver og positive tilråd. Fed oplevelse!

– Lars

12 timer til afgang med Team Rynkeby

Team Rynkeby Bianchi cykel

Team Rynkeby Bianchi cykel

Så er der lidt Rynkeby-nyt igen. Nu er der godt 12 timer til afgang! Første etape går fra Aalborg til Kolding (ca. 210 km.). Dagen i dag er gået med en let styrketræning, samt det “hårde” slid med at spise sig igennem masser af kød, chokolade, cola mm. således depoterne er fyldt inden det går løs i morgen tidlig. Sidst men ikke mindst er cyklen blevet pudset og smurt så alt er klar til afgang.

Tak for de mange positive opmuntringer, det gør indtryk. Har sågar modtaget er par beskederpå Facebook med rørende historier fra den virkelige verden om børn med kræft. Det giver ekstra motivation til cykelturen. Krydser fingre for at vi kan levere et kæmpe bidrag til Børnecancerfonden. Jeg er spændt på den gode måde…

– Lars Granat

Interesseret i at blive sponsor?

Sponsorater rækker længere end hvad man ser på overfladen. Jeg arbejder med virksomheder for at udvikle produkter, styrke salg og øge kendskabsgrad via eksponering og omtale. Du kan læse mere om dine muligheder ved at klikke her...