Endnu en lang og ikke mindst varm dag på landevejen er overstået. 216 km. i 27 graders varme inden mål i Enschede. Som det fremgår af billedet, så har vi efterhånden fået godt med kulør. Det er især sjovt at se om aftenen når vi har smidt Rynkeby-uniformen og vi ifører os det civile sommertøj. Især pigerne i nederdele og sommerkjoler uden ærmer med de meget karakteristiske sol-kanter fra cykeltøjet 😀 Men jeg skal ikke grine for højt i mine shorts og polo hvor sol-kanterne også stikker ud. Modepolitiet kommer efter mig 😉
Vi bor på et stort resort med 4 af de andre Team Rynkeby hold, så nu oplever vi virkelig at være en del af noget stort – en stor familie! Hele området er fyldt med gule cykler, Rynkeby-lastvogne og en 30-40 servicebiler. Sikke et cirkus men på den gode måde. Det skal opleves, der er virkelig liv på resortet.
Kroppen er mærket af de mange kilometer og timer i sadlen. Gennemsnitsfarten ligger lige over 28 km/t. trods en del bykørsel. Blandt andet 20 km. gennem Bremen centrum i går. Grundet havnefestival var nærmest hele byen på gaden, og det gjorde at vi virkelig måtte holde tungen lige i munden og koncentrere os for at slippe sikkert igennem centrum.
Humøret er højt inden de 200 km. der venter i morgen – sidste dag før vi rammer de alvorlige stigninger.
– Lars