Team Rynkeby er velankommet til Paris

Team Rynkeby er ankommet til Paris

Team Rynkeby er ankommet til Paris

PARIIIIS!!! Så lykkedes det! Hele Team Rynkeby karavanen nåede frem til byernes by! Og hvilken fantastisk oplevelse det var at køre parade ind til Paris med alle de andre Rynker! Man kan ikke undgå at blive rørt over situationen når man oplever den opbakningen fra de tusindvis af mennesker langs ruten og ikke mindst kulminationen på det hele da vi rullede over målstregen ved siden af Eiffeltårnet.

Det giver en personlig tilfredsstillelse at sætte sig et ambitiøst mål og gennemføre det men det er en hel speciel følelse når man gør det for andre. Jeg håber vores cykeltur fra Aalborg til Paris har givet Børnecancerfonden en masse fokus, positiv omtale og ikke mindst en stor portion penge. Det endelige resultat bliver offentliggjort senere på året – jeg glæder mig til at løfte sløret for det 

Sidst men ikke mindst, stor tak til jer der har læst med her på siden… 

– Lars Granat

PS. Hvor er det dejligt IKKE at skulle sætte sig i sadlen i dag! Nu vil jeg i stedet nyde en kold øl her i Paris 

Mur de Huy blev besejret. Nu indtager vi Paris

Team Rynkeby krydser grænsen til Frankrig. På billedet arm i garm med min roommate Niels Skovmand.

Team Rynkeby krydser grænsen til Frankrig. På billedet arm i garm med min roommate Niels Skovmand.

Så er der igen nyt fra Team Rynkeby lejren. Vi befinder os nu kun 110 km. udenfor Paris. Målet er i sigte. De seneste dage har været enormt hårde og lange. Mur de Huy blev besejret, måske ikke helt så hurtigt som Armstrong men alligevel  Det var vildt og det var hårdt men opbakningen hele vejen op var intet mindre end fantastisk og de mange danskere på toppen af stigningen skabte en sand fest. Ikke mindst var det himmelsk at møde vores eget servicehold, som havde været meget tidligt oppe for at få plads på toppen.

Dagene har desuden budt på en række frygtindgydende stigninger i mere end 30 graders varme. Ardennerne er blevet besejret! Der er røget utrolig mange højdemeter ind på kontoen i frodige naturskønne omgivelser. Man mangler jo bare Mader og Leth til at sætte ord på.

Med højderne følger også nogle hæsblæsende nedkørsler! Op mod 65 km/t. i lange stræk er virkelig hurtig på en cykel for en flok trænede amatørryttere og på små kringlede bjergveje med modkørende trafik. Trods grimme styrt for flere hold er vi gået ramt forbi (7-9-13) og alle er sluppet igennem med skindet på næsen!

Til gengæld er der efterhånden andre steder på kroppen hvor skindet mangler – av av! De fleste har kæmpet med store smerter undervejs, men den smerte vi oplever er intet mod hvad børn med kræft og deres familier gennemgår. Med den tanke i baghovedet er vi nu næsten i mål. I morgen indtager vi Paris med paradekørsel fra hele den gule Rynkeby-hær 

– Lars Granat

12 timer til afgang med Team Rynkeby

Team Rynkeby Bianchi cykel

Team Rynkeby Bianchi cykel

Så er der lidt Rynkeby-nyt igen. Nu er der godt 12 timer til afgang! Første etape går fra Aalborg til Kolding (ca. 210 km.). Dagen i dag er gået med en let styrketræning, samt det “hårde” slid med at spise sig igennem masser af kød, chokolade, cola mm. således depoterne er fyldt inden det går løs i morgen tidlig. Sidst men ikke mindst er cyklen blevet pudset og smurt så alt er klar til afgang.

Tak for de mange positive opmuntringer, det gør indtryk. Har sågar modtaget er par beskederpå Facebook med rørende historier fra den virkelige verden om børn med kræft. Det giver ekstra motivation til cykelturen. Krydser fingre for at vi kan levere et kæmpe bidrag til Børnecancerfonden. Jeg er spændt på den gode måde…

– Lars Granat

Team Rynkeby melder klar til afgang!

Klar til afgang med Team Rynkeby

Klar til afgang med Team Rynkeby

Hej derude bag skærmene. Her kommer min første stemningsrapport fra Team Rynkeby lejren inden det går løs for alvor. På fredag er der afgang fra Aalborg mod Paris for alle os 46 nordjyske ryttere. Dagen i dag har derfor stået på pakning af de 4 servicebiler, der sammen med serviceholdet og mekanikerne følger os på vej til Frankrig.

Turen er min første så spændingen er stor, og nu varer det ikke længe før jeg får svar på om de godt 10 måneders træning har båret frugt. Jeg vil forsøge at holde jer opdateret her på siden med stort og småt fra kulisserne når vi sætter os på cyklerne med kurs mod Paris. Håber mange vil følge med… 

God fornøjelse

– Lars Granat

PS. I er velkommen til at byde ind med spørgsmål og kommentarer hvis der skulle være noget under vejs 

Interesseret i at blive sponsor?

Sponsorater rækker længere end hvad man ser på overfladen. Jeg arbejder med virksomheder for at udvikle produkter, styrke salg og øge kendskabsgrad via eksponering og omtale. Du kan læse mere om dine muligheder ved at klikke her...